Tiden og rammen til analyse og refleksion kan blive knap, og vi kommer nemt til at handle ud fra det vi plejer eller det vi ”tror”, der er bedste for barnet, den unge eller voksne eller familien.
Vigtig viden og indsigter eller den faglige refleksion og bedste indsatser kan på den måde gå tabt. Det kan være svært som gruppe at holde fokus og styring i forhold til at få et godt og trygt reflektionsrum.
Vi glemmer eller får ikke stoppet op og delt følelsesmæssige svære og udfordrende oplevelser eller gode succeser. Belastningen kan komme snigende, fordi det selvfølgelig naturligt ”gør noget ved os” at arbejde og være omkring andre mennesker, som oftest er i meget svære situationer. Særligt, hvis vi ikke i tilstrækkelig grad får delt og kvalificeret vores arbejde som fagperson og vores faglige tilgange til de borgere, vi arbejder omkring.
Supervisionsrummet kan sætte en ramme til fordybelse og kvalificering af personfaglig udvikling, som kvalificerer den faglige tilgang. Det at have et tilstrækkelig trygt rum at dele i med mulighed for at analysere og udfolde en konkret sag eller situation.
Sammenfattende kan pædagogfaglig supervision og kvalificering styrke pædagogiske og socialpædagogiske tilbuds faglige niveau, øge trivsel og mindske forråelse og på den måde forbedre den samlede kvalitet af støtten direkte ud til borgerne og deres familier.
Sådan arbejder jeg
Konkret Udgangspunkt
Det skal være tilstrækkelig trygt at være til supervision, så jeg gør noget ud af at lave gode aftaler omkring tavshedspligt og psykologisk tryghed. Supervisionen tager udgangspunkt i det, de fagpersoner der er tilstede i supervisionsrummet bringer i spil, og som oftest ift. konkrete situationer og udfordringer. Det gør supervisionen direkte anvendelig i det daglige arbejde.
Der kan arbejdes med faglige temaer, og her vil jeg, hvis ikke andet er aftalt, være nysgerrig på, hvor og hvordan de faglige temaer ”spiller sig ud” i praksis i hverdagen, så teori og refleksioner også her kobles til hverdagens praksis.
Personlig og faglig Integration
Jeg stræber efter at sætte fokus på fagpersonlige udvikling og den enkeltes udviklingspunkt, så alle deltagere (supervisander) får mulighed for udvikling og har et ansvar for at bidrage med både viden og erfaring. Supervisionen bliver på den måde med fokus på udvikling for dig som fagperson og de borgere, du arbejder omkring.
Kvalitetssikring
Med fokus på både faglighed, psykologisk tryghed og trivsel som medarbejder sikrer vi, at alle involverede parter får mulighed for blive taget godt hånd om.
Supervisionen skal være praktisk anvendelig, så nye indsigter og aftaler kan implementeres direkte i jeres daglige arbejde.
Hvad forventer jeg af jer?
Jeg forventer, at I kommer til supervisionen tilstrækkeligt forberedt. Det betyder, at I har gjort jer overvejelser om, hvad I ønsker supervision omkring, eller hvilke specifikke emner I gerne vil udforske. Oftest starter vi med en kort øvelse for at fokusere og komme til stede i rummet, så vi kan rette opmærksomheden mod supervisionen og jeres mål med den. Derefter vil vi tage en runde, hvor hver især har mulighed for at sætte ord på, hvad de ønsker at få ud af supervisionen. Måske har I allerede besluttet, hvem der skal have supervision eller hvilket emne, der skal tages op. I så fald kan det være nyttigt at reflektere over, hvad du personligt gerne vil tage med dig fra supervisionen. Selv hvis du ikke er den, der modtager supervision den dag, inviterer jeg til at overveje, hvad dit eget faglige udviklingspunkt kunne være, så du også på den måde får mest muligt ud af supervisionen. Hvis det føles svært at sætte præcise ord på eller finde frem til, hvad der er vigtigt for dig, er det også helt okay. Supervisionsrummet er netop et sted, hvor du kan søge afklaring og blive mere bevidst om, hvad der er på spil for dig, og hvad der betyder noget for din faglige udvikling.
Hvad kan du forvente af mig?
Du kan forvente, at jeg skaber et trygt og åbent rum, hvor det er muligt at tage fat på de emner, der er vigtige for dig og/eller gruppen. Ud over selve kerneopgaven med sagssupervision er jeg optaget af fagpersonlig udvikling og dit faglige udviklingspunkt som medarbejder. Min erfaring er, at denne udvikling først for alvor kan finde sted, når rummet føles tilstrækkelig trygt. Jeg møder dig med stor erfaring i at støtte dig og gruppen i at finde modet til at dele og åbne op for de udfordringer, som du og I er optaget af. Jeg tager ansvar for at styre supervisionen, så der bliver plads til nye indsigter og perspektiver. Supervisionstiden bliver brugt effektivt, og hvis det kan være svært for dig eller gruppen at sætte præcise ord på, hvad der er behov for at drøfte, hjælper jeg med nysgerrighed og klarhed. Jeg er tydelig, engageret og oprigtigt interesseret i de faglige udfordringer og problemstillinger, I står overfor. Udover de personlige eller gruppeindsigter, som supervisionen kan give, er jeg optaget af, at den også skal lede til konkrete redskaber, som du kan bruge i din hverdag.
Sådan foregår opstart af supervision
1.
Først aftaler vi et gratis og afklarende formøde med leder og evt. andre repræsentanter fra supervisionsgruppen.
2.
Hvis vi er et relevant fagligt og personligt match, aftaler vi et forløb sat sammen ud fra jeres behov og det, vi sammen bliver enige om.
3.
Jeg sender en kontrakt med aftaler og pris til godkendelse.
4.
Vi aftaler samtidig tidspunkter for evaluering og eventuel tilpasning af forløbet.
Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til mig med spørgsmål og forhøre dig mht. til et særligt tilrettelagt tilbud.